En stemme ud i ørkenen

Find og læs 2. adventssøndags evangelium (Matt 3,1-12) på bibelselskabet.dk.

Vi begynder den anden uge i adventstiden. Vi venter på Ham, som skal komme for at give os fred. Gud har allerede givet menneskeheden mulighed for forsoning gennem sin søns menneskevordelse, død og opstandelse. Skaberen kunne ikke komme tættere på sin skabning. Gud er blevet et menneske. Han besluttede at åbenbare sig selv gennem en menneskekrop. På den måde udsatte Han sig også for den risiko, at Han ikke ville blive genkendt som Gud, men blot reduceret til Jesus af Nazaret, Josefs søn. Den Gud, som kom til os i skikkelse af et menneske, blev afvist, netop fordi Han i form af et menneske var alt for let tilgængelig. Vi bliver her konfronteret med et paradoks: Jo tættere Gud befinder sig på os mennesker, jo sværere er Han at genkende ved første øjekast.

Hvad skal vi gøre for ikke at overse den mulighed for forsoning, som allerede er blevet skænket os? Lad os kigge nærmere på Johannes Døberen, som træder ind på adventstidens scene i dagens evangelium. Hvordan forbereder han sig til Messias komme? Han drager ud i Judæas ørken, klæder sig ligesom profeten Elijas og lever af den samme mad som de fattigste. Derudover prædiker han og kalder til omvendelse. Johannes Døberen er den, som råber i ørkenen: ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” Hans røst er den personificerede stemme af Israelitternes kollektive samvittighed, som siger: ”I skal forberede jer, fordi Gud kommer!”

Ude i ørkenen bliver man konfronteret med sig selv og den stemme, man bærer i sit indre. Vi skal først ud af den store larm, som overdøver alt andet. Ørkenen symboliserer ikke kun det fysiske sted, men også den sindstilstand, hvor man kæmper med mange, ofte modsatte, tanker for til sidst at falde til ro. Vi bliver også konfronteret med den stemme, som høres i ørkenen. Den afslører sandheden om os selv. Johannes Døberen gennemskuede farisæerne og saddukæerne, som kom ud i Judæas ørken. Ifølge ham troede de, at de kunne undgå dommedagen, fordi de var Abrahams børn. Johannes Døberen beskylder dem for, at de tager deres frelse for givet. De praktiserede deres religion, men de virkede ikke som om, de havde brug for omvendelsen.

”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” De døde træer er et symbol på en tom religiøsitet. Hvis den er til ingen nytte, så rydder man op for at gøre plads i haven til andre planter, som bærer frugt. Johannes var også parat til at døbe farisæere og saddukæere, men på betingelse af, at de havde en virkelig længsel efter Ham, som skulle komme, for den længsel beviser, at deres religiøsitet ikke er død. Den bærer frugter i form af en evne til at ændre på alle de vante tankebaner, som ikke længere er aktuelle i forhold til en ny trosmæssig oplevelse. Og det er den bibelske betydning af omvendelsen.