At være sig selv

Find og læs 30. søndags evangelium (Luk 18,9-14) på bibelselskabet.dk.

Er du virkelig nødt til at foregive, at du er en bedre udgave af dig selv, end du egentlig er? Livet er mere behageligt, hvis du blot kan være den originale udgave af dig selv. Alligevel vælger du måske dig selv fra, fordi du er bange for at blive afvist. Du tænker, at det er smart at skjule dig selv bag en ideal rolle for på den måde at skaffe dig publikums anerkendelse. Men hvor langt vil og kan du gå i din stræben efter at leve op til dine egne eller andres overdrevne forventninger? Hvor længe kan du holde ud til at være den perfekte? I sidste ende bliver du simpelthen træt af dit skuespil, og på det tidspunkt opstår der en mulighed for dig for igen at opdage dit sande jeg.

Farisæeren fra dagens evangelium var overbevist om, at han levede sit liv i overensstemmelse med loven. Han gjorde faktisk mere end det var påkrævet. Han fastede to gange om ugen, hvor alle kun var forpligtet til at faste en gang om året, nemlig på forsoningsdagen. Han gav tiende af hele sin indtægt. Det behøvede han ikke, fordi den sælger, farisæeren købte varerne af, allerede burde have gjort det. Farisæeren var ikke helt sikker på det, så sørgede han for, at loven blev ikke overskredet. Han var også klar over at retfærdigheden er en gave fra Gud, for han takkede Gud for den i begyndelsen af sin bøn.

Men der opstod et problem med farisæerens retfærdighed, da han sammenlignede sig selv med tolderen. Man kan mærke, at farisæeren betragtede tolderen med afsky. Selv om farisæeren gjorde mere end loven krævede, viste det sig jo, at han glemte noget langt mere væsentligt og begik således en endnu alvorligere overtrædelse imod Gud, end han havde været bange for at begå i første omgang. Han så ned på sin landsmand, og det var direkte imod loven, som siger: “Du skal elske din næste som dig selv.” (3 Mos 19,18)

Hvem fortæller Jesus lignelsen om farisæeren og tolderen til? Han fortæller den til nogle mennesker, som stolede på, at de selv var retfærdige og som foragtede alle andre. At være den retfærdige og samtidig foragte andre er en selvmodsigelse. Farisæeren fra lignelsen stræbte efter den religiøse perfektionisme, men han overskred en grænse, da han sammenlignede sig med tolderen. Farisæeren betragtede ikke længere sig selv som en person, der havde brug for retfærdiggørelse. Han var overbevist om, at han var den perfekte. Han var i den grad optaget af sig selv. Nogle bibelforskere forklarer, at sætningen: “Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv”, også kan oversættes fra den græske tekst på en anden måde: “Farisæeren stillede sig op og bad således til sig selv.” Måske gjorde han sig selv næsten til Gud.

Vi er kaldet til at leve i overensstemmelse med loven og blive retfærdige, men vi er ikke nødt til at foregive, at vi allerede nu er uden fejl og mangler. Vi behøver ikke at skaffe os publikums anerkendelse. I forhold til Gud må vi være, hvem vi virkelig er, for Han kender os allerede bedre, end vi kender os selv. Der er ingen anden måde at blive retfærdiggjort på over for Gud end gennem ærlighed. Ofte er vi alligevel forhindret i det, fordi vi er bange for, at Gud vil afvise os. Derfor vil vi ikke kaste masken, men bliver ved med at spille vores skuespil. Forhåbentlig kommer der et tidspunkt, hvor vi bliver trætte af det og så bliver i stand til at indgå den ægte dialog med Skaberen, Han som vil fuldstændiggøre os.